Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Ullerød Gospelkor

 

Kor og Corona

Corona er nu ikke længere defineret som en samfundskritisk sygdom. Ikke desto mindre er den stadig derude, nu i den meget smitsomme deltavariant, som desværre også godt kan smitte, selvom man er vaccineret.

Vi skal passe på hinanden. Det gælder også, når vi synger i kor, hvor man ofte står tæt og synger kraftigt, så luftbåren smitte desværre har gode betingelser for at sprede sig.  Ullerød Gospelkor er et mindre kor med et stort kirkerum at synge i, og vi har derfor gode muligheder for at overholde  afstandskravene for sikker sang.

Vi vil opfordre til, at vi vedbliver med at gøre alt for at passe på hinanden. Husk at spritte hænder hyppigt og springe koraftnen over, hvis du er sløj.

Vi opfordrer også til, at man tager en PCR test op til vores sangaftner, hvis man ikke er vaccineret eller har haft corona.

Tak for jeres forståelse og forjeres hjælp med at gøre det trygt at gå til kor.

Kender du Ullerød Gospelkor?

Ullerød Gospelkor er Ullerød Kirkes kor og ledes af Katharina Baetz. 

Koret blev etableret i august 2011. Vi er omkring 35 medlemmer, og vi har plads til flere. 

Ordet ”gospel” kommer fra det engelske ord for evangelium, og gospelmusikken er i sit væsen religiøs. I Ullerød Gospelkor er din tro en privatsag. Nogle bruger kirken meget, for nogle er gospelsangen en måde at udleve troen på, for andre ren sangglæde, men alle er velkomne uanset religiøs overbevisning. 

Vi øver mandage kl. 19.00 – 21.30 i Ullerød Kirke. Vi medvirker ved 1-2 gudstjenester, og sæsonen afsluttes med en koncert. Derudover optræder vi på bestilling. Vi har underholdt ved arrangementer i foreninger og på plejehjem. Datoer for de forskellige arrangementer kan ses her på kirkens hjemmeside.

Har du lyst til at synge med?

Ullerød Gospelkor er et åbent kor for alle over 18 år. Vores udgangspunkt er, at ALLE mennesker kan synge. Derfor er Ullerød Gospelkor et åbent kor. Det betyder, at der ikke er nogen adgangsprøve eller krav om korerfaring, men du skal forvente, at vores korleder vil "teste" din stemme, så du kan blive placeret i den rigtige stemmegruppe. Vores forventning til dig er, at du er parat til at indgå i et hyggeligt fællesskab. Det er vigtigt, at du er mødestabil, fordi vi som kor er afhængig af hinanden både til øveaftner, gudstjenester og koncerter. 

Vi vil gerne have flere kormedlemmer, og vi vil specielt gerne have nogle flere mænd med på podiet, så vi kan få alle de flotte dybe klange med. Så nye mænd synger med til halv pris i næste sæson.

Du er velkommen til at synge med 2 øveaftner og prøve om gospel er noget for dig. Derefter skal du melde dig formelt ind. Se her hvordan.

Korleder og pianist

Korlederen er helt central for et kor. Korlederen lægger linjen, vælger repertoiret, underviser og dirigerer koret. Korlederen skaber korets kultur og personlighed.

Vi er meget glade for, at Ullerød Gospelkor ledes af Katharina Baetz. Katharina har mange års erfaring som leder af gospelkor og rytmiske kor, bl.a. ’Gospel Unusual’, 'Joy Delivered', og har sit eget band 'Raven Chant'. Katharina og bandets seneste udgivelse "The Journey - Emma, she's Emmerican" kan ses og høres her.

Hun dirigerer med kæmpe musikalitet, energi og en smittende entusiasme. 

Katharina lægger en stor indsats i at udvikle kormedlemmernes sangteknik, så vi lærer at få god lyd og undgår at slide stemmen. Ullerød Gospelkor prioriterer fællesskabet, både det sociale, arbejdsmæssige og korets fælles vellyd. Men det udelukker ikke, at man hos os kan få mulighed for at prøve solistrollen under Katharinas vejledning.

Katharinas baggrund i den rytmiske musik afspejler sig i hendes valg af repertoire. Vi kommer vidt omkring fra gamle spirituals, nyere gospel, til ballader af Beatles og Cohen.

Vores pianist, Andreas Flensted-Jensen, er uddannet i musikvidenskab og har arbejdet som professionel musiker i de sidste 10 år, bl.a i duoen Reg & Andreas, som har turneret både i udlandet og i her til lands. 

Praktisk information

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på mailadressen ullerodgospelkor@gmail.com

Der er også mulighed for at ringe til Lone Krüger tlf. 2044 5590.

Gospelkorets kalender